Hvordan virkerglideringarbejde?
Der er et fælles fysisk puslespil for alt udstyret, nemlig når den ene del af udstyret roterer kontinuerligt, hvordan overføres effekten og signalet fra den statiske del til den roterende del? Hvis ledningen tilsluttes direkte, vil den ledning blive snoet til et reb.
Løsningen er slæberingen, der er designet som en mekanisk og elektrisk præcisionskomponent. Dets andet navn kaldes det roterende led eller det elektriske interface med dets kerneopgave for at bygge en "evig bro" mellem de statiske og roterende komponenter. Og du kan forstå princippet om slæberingen, der bare kan lide en usynlig samling til det roterende udstyr. På trods af dets uimponerende afgør slæberingen desuden, om udstyret kan køres med en stabil og lang driftsperiode.
Og strukturen af den mest avancerede glidering er ikke kompleks.
- Ringhus: fastgjort på den roterende aksel med en synkront roterende ledende ring med det formål, at dens hver eneste kanal kan henholdsvis svare til ét kredsløb.
- Børsten: fastgjort på den statiske ende presset på ledende kontakt på overfladen af ringlegemet med almindelige materialer af grafitkulbørste og ædelmetaltråd.
Når den først roterer, forbliver børsten altid sin glidende kontakt med kredsløbet med det formål at transmittere strømmen og signalet, som har historien om oprindelsen af navnet på glideringen.
Der er naturligvis tre almindelige problemer ved selve glidekontakten, nemlig sliddet, kontaktstøjen og levetiden. På grund af en lang driftsperiode vil tabet opstå gennem friktionen mellem ringen og børsten. Hvad værre er, på grund af en lille vibration af kontakterne vil støjen fra det transmitterede signal blive genereret. Siden mere end et halvt århundrede har slipringens historie repræsenteret historien med dens friktion.
